En bogreol, hvor et fotografi fører videre til et andet rum. En symaskine, der vækker erindringer. Et klaver, som begynder at spille en velkendt melodi, når man nærmer sig.
Det er nogle af elementerne i et virtuelt mindested, som forskere fra KAIST i Sydkorea har udviklet.
Ved hjælp af virtual reality, VR, kan besøgende bevæge sig rundt i et digitalt miljø, hvor genstande, billeder og lyde formidler fortællinger fra et menneskes liv.
I en undersøgelse præsenteret på forskningskonferencen CHI 2025 så forskerne nærmere på, hvordan et sådant sted kan skabes i samarbejde mellem den person, der skal mindes, og vedkommendes nærmeste.
Et mindested med personlige fortællinger
Et virtuelt mindested adskiller sig fra en almindelig digital mindeside ved, at den besøgende kan opleve omgivelserne indefra.
Forskerne ville undersøge, hvordan VR kan bruges til at skabe et personligt erindringsrum frem for blot et arkiv med billeder og tekster.
Deltagerne blev bedt om at overveje, hvilke minder, genstande og oplevelser de gerne ville efterlade til andre.
De udvalgte fotografier, beskrev vigtige begivenheder og tog stilling til, hvilken stemning stedet skulle have.
De pårørende blev også inddraget og fik mulighed for at påvirke udformningen.
Dermed kom projektet ikke kun til at handle om teknologi, men også om de samtaler, der opstår, når mennesker overvejer, hvordan de gerne vil huskes.
Når genstande åbner for minder
I den udviklede prototype kunne besøgende udforske forskellige dele af miljøet og opdage fortællinger gennem mødet med genstande.
En bog fra en reol kunne åbne et nyt virtuelt rum. Fotografier kunne vises i naturlig størrelse, og en symaskine blev brugt i en visuel oplevelse knyttet til personlige erindringer.
Lyden spillede også en rolle.
Når den besøgende nærmede sig et klaver, begyndte musik med særlig betydning at spille. Melodien blev tydeligere, jo tættere man kom på instrumentet.
Forskerne undersøgte, hvordan sådanne detaljer kunne gøre fortællingerne mere nærværende.
Formålet var ikke at genskabe en afdød person, men at give vedkommendes liv og relationer en personlig digital form.
Hvem bestemmer, hvordan et menneske skal huskes?
Et af undersøgelsens interessante resultater var, at personen bag mindestedet og de pårørende ikke altid havde de samme ønsker.
Personen selv kunne foretrække bestemte fælles familieminder, mens de pårørende også ønskede at fremhæve andre sider af livet.
Der opstod spørgsmål om, hvilke relationer der skulle være synlige, og hvem der skulle have mulighed for at bidrage med indhold.
Hvis et mindested hovedsageligt viser én del af familien, kan andre pårørende føle sig overset.
Forskerne fremhæver derfor betydningen af at inddrage flere perspektiver i udformningen.
Et digitalt eftermæle handler både om, hvordan et menneske ønsker at blive husket, og om de minder, andre har om vedkommende.
En lille undersøgelse med klare begrænsninger
I alt deltog otte personer i forskningsprojektet. Den færdige VR-prototype blev afprøvet af én deltager og flere af hendes familiemedlemmer.
De udforskede miljøet med et VR-headset og blev efterfølgende interviewet om oplevelsen.
Undersøgelsen gav forskerne indblik i, hvordan personlige genstande, lyd og bevægelse i et virtuelt miljø kunne påvirke oplevelsen.
Men der var væsentlige begrænsninger.
Forskerne testede en prototype og simulerede, hvordan mindestedet kunne bruges efter personens død. De fulgte ikke efterladte gennem et faktisk sorgforløb og undersøgte ikke langtidseffekter.
Undersøgelsen dokumenterer derfor ikke, at VR-mindesteder hjælper mennesker med at bearbejde sorg.
Et muligt supplement til fysiske mindesteder
Virtuelle mindesteder kan på længere sigt give familier flere måder at dele fortællinger og vende tilbage til betydningsfulde minder på.
Det kan eksempelvis blive muligt at udforske en afdød slægtnings liv gennem billeder, genstande og velkendte lyde uden at skulle besøge et bestemt fysisk sted.
Men teknologien rejser også spørgsmål om fremtiden.
Hvem skal vedligeholde et virtuelt mindested gennem mange år? Hvordan sikres indholdet, når platforme og tekniske standarder ændrer sig? Og hvem skal kunne besøge eller ændre stedet?
Sådanne spørgsmål skal afklares, hvis teknologien skal få en mere varig plads i vores måde at mindes på.
Minder som et sted, man kan besøge
Den sydkoreanske undersøgelse viser ikke, hvordan fremtidens begravelser kommer til at se ud.
Den giver derimod et konkret eksempel på, hvordan digitale miljøer kan bruges til at formidle menneskers livshistorier.
Et virtuelt mindested behøver ikke ligne en kirkegård eller et kapel. Det kan tage form efter de genstande, lyde og oplevelser, der havde betydning for et bestemt menneske.
Teknologiens mulighed ligger måske ikke i at erstatte de fysiske mindesteder, men i at give os nye måder at opdage og dele fortællingerne om dem, vi har mistet.
