Då tar vi danska. Här använder vi den tydligare danska juridiska vinkeln från Begravelsesloven, men låter resten följa samma verifierade faktakärna som den slutliga svenska och norska versionen.

Överskrift

Resomering – kan vand blive et alternativ til ild?

Inledande text

I stedet for at brænde eller begrave kroppen kan den nedbrydes ved hjælp af vand og en alkalisk opløsning. Metoden kaldes alkalisk hydrolyse, men er bedre kendt som resomering eller vandkremering. I Nederlandene står allerede to anlæg klar – samtidig med at landet nu arbejder på en ny lov, der skal gøre metoden lovlig.

Artikel

Begravelse og kremering har længe været de to primære muligheder for, hvad der sker med kroppen efter døden. Men flere steder i verden anvendes i dag en tredje metode: alkalisk hydrolyse.

Metoden kaldes ofte vandkremering, resomering eller aquamation. Den tekniske betegnelse er alkalisk hydrolyse. Gezondheidsraad anvender sidstnævnte betegnelse, fordi den beskriver den kemiske proces, der faktisk finder sted.

Metoden anvendes allerede til afdøde i dele af blandt andet USA, Canada, Australien, Mexico og Sydafrika. Diskussionen om en bredere indførelse handler både om miljøpåvirkning og om muligheden for at tilbyde flere alternativer til traditionel begravelse og kremering.

Sådan fungerer alkalisk hydrolyse

Ved alkalisk hydrolyse placeres kroppen i en lukket beholder af stål. Vand og kaliumhydroxid tilsættes, og væsken opvarmes under tryk.

Ifølge det nederlandske Gezondheidsraad varierer temperaturen, afhængigt af typen af anlæg, mellem omkring 100 og 150 grader. Hele processen tager cirka to til ti timer afhængigt af blandt andet system, temperatur og kropsvægt og omfatter også nedkøling og skylning.

Efter processen er det først og fremmest knoglernes mineralske bestanddele, der er tilbage. De tørres og males til et lyst pulver, som kan udleveres til de pårørende på omtrent samme måde som aske efter en kremering. Implantater, proteser og andet medicinsk materiale kan indsamles separat.

Derudover er der væsken fra processen, det såkaldte effluent. Gezondheidsraads rapport beskriver omkring 1.500 liter effluent fra processen, hvor også vand, der blandt andet anvendes til skylning, indgår. Væsken består blandt andet af vand, kaliumhydroxid og nedbrudte organiske stoffer som aminosyrer, salte, sukkerarter og fedtsyrer.

Ifølge Gezondheidsraads rapport indeholder effluenten efter processen ikke DNA eller RNA. Dens høje pH-værdi skal dog sænkes, før væsken kan håndteres videre.

Der sker med andre ord ingen forbrænding, selv om metoden ofte kaldes vandkremering.

Hvad sker der med væsken?

Da Gezondheidsraad igen vurderede alkalisk hydrolyse i 2025, behandlede rådet specifikt spørgsmålet om effluentens mulige miljøpåvirkning.

Rådet konstaterede, at der findes flere mulige måder at håndtere væsken på efter processen. Hvilken løsning der er egnet, afhænger blandt andet af processens udformning og de krav, der stilles til udledning og spildevandshåndtering. Gezondheidsraad vurderede, at der findes håndteringsmuligheder, som kan opfylde kriterierne i rådets vurderingsmodel.

Præcis hvordan væsken må håndteres, bliver derfor et spørgsmål om både tekniske forudsætninger og nationale eller lokale regler. Alkalisk hydrolyse handler dermed ikke kun om selve maskinen. Hvis metoden skal indføres, kræver det også regler for hele processen og dens restprodukter.

Er vandkremering bedre for miljøet?

Et af de mest almindelige argumenter for alkalisk hydrolyse er, at metoden kan reducere miljøbelastningen sammenlignet med konventionel kremering og begravelse.

Fordi kroppen ikke brændes i en kremationsovn, kræves der ikke en tilsvarende forbrændingsproces, og der opstår heller ingen røggasser fra selve forbrændingen af kroppen.

Gezondheidsraad vurderede i 2020, at alkalisk hydrolyse klarede sig bedre end begravelse og kremering ud fra et bæredygtighedsperspektiv. Vurderingen bygger samtidig på bestemte forudsætninger om, hvordan processen og restprodukterne håndteres, og betyder ikke, at metoden er uden miljøpåvirkning.

Processen kræver vand, energi og kemikalier, og effluenten skal håndteres bagefter. Hvor stor den samlede miljøgevinst bliver i praksis, påvirkes derfor blandt andet af anlæggets udformning, energiforbruget og håndteringen af restprodukterne.

Sikkerhed, værdighed og bæredygtighed

Da Gezondheidsraad i 2020 vurderede nye metoder til håndtering af afdøde, tog rådet udgangspunkt i tre hovedværdier: sikkerhed, værdighed og bæredygtighed.

Rådets samlede konklusion var, at alkalisk hydrolyse kunne opfylde kriterierne for at blive tilladt.

Spørgsmålet blev vurderet igen i 2025, blandt andet på baggrund af nye oplysninger om processen og håndteringen af effluenten. Gezondheidsraad fandt da ingen grund til at ændre sin tidligere positive vurdering af alkalisk hydrolyse.

Nederlandene har allerede bygget to anlæg

Nederlandene giver et usædvanligt konkret eksempel på, hvordan teknologien kan være foran lovgivningen.

I januar 2022 blev landets første resomator placeret ved Nieuw Eykenduynen i Haag. I september 2023 åbnede endnu et anlæg ved begravelsescentret 't Vijfde Seizoen i Ommeren, hvor et komplet fungerende anlæg til alkalisk hydrolyse er installeret.

På trods af det har anlæggene ikke kunnet begynde at gennemføre resomeringer. Den nuværende nederlandske lov tillader fortsat ikke metoden.

Den 25. september 2026 tog processen imidlertid et betydeligt skridt fremad. Den nederlandske regering sendte forslaget til den nye Wet bestemming lichamen overledenen til Raad van State til gennemgang. I lovforslaget foreslås resomering udtrykkeligt tilladt som en ny form for håndtering af kroppen efter døden.

Forslaget er endnu ikke vedtaget, og der findes derfor ingen dato for, hvornår de første lovlige resomeringer kan gennemføres i Nederlandene.

Læs mere i Eftertids artikel om det nye nederlandske lovforslag. [internt link]

Historien har en bemærkelsesværdig parallel

Det er ikke første gang, at nederlandsk begravelsesteknologi er foran lovgivningen.

Landets første krematorium, Westerveld, blev bygget i 1913, og den første kremering blev gennemført der i 1914. Først flere årtier senere, i 1955, fik kremering et udtrykkeligt retligt grundlag i den nederlandske lovgivning.

Mere end hundrede år senere findes der igen færdig begravelsesinfrastruktur, som venter på, at lovgivningen indhenter teknologien.

I Danmark siger loven: begravelse eller ligbrænding

Den danske lovgivning er usædvanligt tydelig om de grundlæggende muligheder efter døden.

I § 1 i Begravelsesloven står der: ”Lig skal enten begraves eller brændes.” Loven fastslår desuden, at ligbrænding skal ske på et krematorium, der er godkendt af kirkeministeren.

Alkalisk hydrolyse er dermed ikke etableret som en tredje mulighed i den nuværende danske begravelseslovgivning. Det danske regelsæt er fortsat bygget op omkring begravelse og ligbrænding.

Udviklingen i Nederlandene er derfor interessant også set fra Danmark. Den nederlandske regering ønsker netop at ændre den traditionelle todeling ved udtrykkeligt at tilføje alkalisk hydrolyse som endnu en lovreguleret metode.

Et tredje alternativ?

Alkalisk hydrolyse anvendes allerede flere steder i verden. Hvis metoden etableres i flere lande, betyder det, at det længe etablerede valg mellem begravelse og kremering får et tredje alternativ.

Men spørgsmålet handler om mere end den teknologi, der bruges til at nedbryde kroppen. Alkalisk hydrolyse kræver stillingtagen til, hvordan processen skal reguleres, hvad der skal ske med restprodukterne, og hvordan de mineralske rester skal håndteres.

Nederlandene viser samtidig, hvordan en sådan forandring kan finde sted. Først kom den videnskabelige vurdering, derefter blev de første anlæg bygget, og nu ligger et konkret lovforslag på bordet.

Næste skridt er Raad van States gennemgang af forslaget. Derefter kan regeringen gå videre med lovgivningen til parlamentet.

Hvis loven til sidst vedtages, kan de nederlandske anlæg, der hidtil har stået klar uden at kunne anvendes, begynde at udfylde den funktion, de blev bygget til.