Ved Linköpings Universitet pågår et vigtigt klinisk studie, der undersøger, om det psykedeliske stof psilocybin kan hjælpe mennesker, som er blevet fanget i dyb og vedvarende sorg. For efterladte, der lever med langvarig og alvorlig lidelse, undersøger forskerne en mulig fremtidig behandlingsvej – men der findes endnu ingen resultater, som viser, at metoden virker.
Langvarig sorg – når tabet fortsætter med at præge livet
Der er en væsentlig forskel mellem normal sorg og det, som forskere og klinikere kalder langvarig sorg, internationalt ofte omtalt som Prolonged Grief Disorder (PGD).
Diagnosen indgår nu både i Verdenssundhedsorganisationens klassifikationssystem ICD-11 og i den amerikanske diagnosemanual DSM-5-TR, selv om kriterierne varierer en smule mellem de to systemer.
Ifølge DSM-5-TR kan diagnosen først stilles hos voksne tolv måneder efter et dødsfald, hvis sorgen fortsat er intens og medfører betydelige problemer i hverdagen.
Normal sorg er en naturlig proces, hvor følelsen af savn og tab gradvist fylder mindre. Men nogle gange bliver sorgen så dyb og vedvarende, at mennesker sidder fast. De har svært ved at tilpasse sig livet efter tabet, og lidelsen fortsætter længe efter, at den nærmeste er gået bort.
Ifølge diagnosekriterierne medfører langvarig sorg betydelig lidelse og påvirker dagligliv, arbejdsliv og sociale relationer.
Rebecca Böhme, hjerneforsker og projektleder for studiet ved Centrum för social och affektiv neurovetenskap (CSAN) på Linköpings Universitet, beskriver tilstanden således:
"Det er, når man virkelig er blevet fanget i sorgen efter tolv måneder, ikke kommer videre og oplever betydelig lidelse."
Böhme taler også ud fra egne erfaringer. Hun mistede sin mor for tyve år siden – et tab, som hun selv har beskrevet som meget vanskeligt at bearbejde. For fire år siden mistede hun også sin far. Disse oplevelser førte til et videnskabeligt spørgsmål:
Hvilke neurologiske mekanismer ligger bag langvarig sorg – og kan de påvirkes?
Psilocybin og hjernens plasticitet – en hypotese under afprøvning
Psilocybin er et psykedelisk stof, som findes naturligt i visse svampearter.
Forskere mener, at psilocybin kan øge hjernens plasticitet – dens evne til at danne nye neurale forbindelser og være mere modtagelig for ny information. Dette er dog endnu ikke fuldt dokumenteret, og meget af mekanismen er stadig ukendt.
Studiet bygger på hypotesen om, at hvis hjernen bliver mere plastisk under påvirkning af psilocybin, kombineret med terapeutisk støtte, kan mennesker med langvarig sorg lettere bearbejde deres tab og ændre fastlåste tankemønstre.
Målet er ikke, at psilocybin skal "fjerne" sorgen. Tanken er, at behandlingen kan åbne et terapeutisk vindue, hvor ny forståelse, accept og tilpasning bliver mulig.
Hvornår bliver sorg en sygdom?
Studiet rejser også et større spørgsmål:
Hvornår bør sorg behandles af sundhedsvæsenet?
Den svenske filosofiprofessor Fredrik Svenaeus har kritiseret diagnosen som et eksempel på medikalisering – risikoen for, at en grundlæggende menneskelig erfaring bliver gjort til en medicinsk tilstand, selv om sorg også formes af eksistentielle, sociale og kulturelle forhold.
Tilhængere af diagnosen, heriblandt Rebecca Böhme, mener derimod, at langvarig sorg kun delvist overlapper med depression og andre psykiske lidelser. En tydelig diagnose er nødvendig, hvis tilstanden overhovedet skal kunne undersøges videnskabeligt.
For mennesker, som lever med langvarig og alvorlig lidelse, kan en officiel diagnose også give adgang til bedre støtte og fremtidige behandlingsmuligheder.
Denne spænding bliver ikke løst af det aktuelle studie, men gør forskningsspørgsmålene endnu vigtigere:
Hvem har brug for behandling? Hvordan bør den se ud? Og hvor går grænsen mellem normal sorg og langvarig sorg?
Sådan foregår studiet
Studiet er randomiseret og dobbeltblindet. Deltagerne fordeles tilfældigt til forskellige doser psilocybin – ifølge tidligere rapportering enten en høj dosis eller en meget lav dosis – og hverken deltagerne eller forskerteamet ved, hvilken dosis den enkelte modtager. Det gør det muligt at sammenligne resultaterne mellem grupperne på den mest pålidelige måde og reducerer risikoen for, at forventninger påvirker resultaterne.
Deltagerne besøger Universitetshospitalet i Linköping flere gange i løbet af studiet. De gennemgår blandt andet:
En indledende telefonsamtale for at vurdere, om de opfylder studiets kriterier.
En helbredsundersøgelse med blodprøver og EKG.
Funktionel MR-scanning (fMRI) for at undersøge hjernens aktivitet.
Eventuelt transkraniel magnetstimulation (TMS), en metode, der anvendes til at undersøge hjernens plasticitet.
Det kliniske studie gennemføres på Psykiatrisk Klinik i Linköping, Region Östergötland, i samarbejde med Linköpings Universitet. Linköpings Universitet er sponsor for studiet, som er blevet vurderet og godkendt af den svenske lægemiddelmyndighed.
Vigtigt at vide
Studiet handler ikke om, at mennesker selv bruger psykedeliske svampe eller praktiserer nogen form for selvmedicinering.
Behandlingen foregår:
Inden for sundhedsvæsenet – på Psykiatrisk Klinik i Linköping.
Under medicinsk overvågning – deltagerne gennemgår omfattende helbredsundersøgelser, før de kan deltage.
Med professionel støtte – deltagerne møder en terapeut både før og efter doseringen og overvåges af studiepersonalet under hele behandlingsforløbet på 7–8 timer. En læge er tilgængelig, hvis der skulle opstå komplikationer.
Efter en grundig udvælgelse – kun personer, som vurderes at kunne deltage forsvarligt, inkluderes.
Psilocybin er klassificeret som et euforiserende stof i Sverige, og studiet skal ikke opfattes som en anbefaling om privat brug. Den behandling, der undersøges, foregår under nøje kontrollerede medicinske forhold efter en grundig klinisk vurdering af deltagerne.
Lang vej endnu – men allerede vigtig forskning
Forskerne planlægger at inkludere 120 deltagere i studiet. Indtil videre har kun et mindre antal personer gennemført behandlingen, hvilket betyder, at der endnu ikke foreligger resultater.
Selv hvis studiet skulle vise positive effekter, vil der fortsat være behov for flere kliniske undersøgelser og myndighedsgodkendelser, før en eventuel behandling kan blive en del af den almindelige sundhedssektor.
Alligevel er selve forskningen vigtig. Den viser, at langvarig sorg ikke alene betragtes som en eksistentiel eller psykologisk erfaring, men også som et fænomen, der kan undersøges videnskabeligt. Forskerne forsøger at forstå de biologiske mekanismer bag tilstanden og undersøger, om de på sigt kan påvirkes på en sikker måde.
For mange, der arbejder inden for begravelsesbranchen, sorgstøtte og sundhedsvæsenet, vækker forskningen både håb og vigtige spørgsmål. Håb om nye behandlingsmuligheder for mennesker, som lever med langvarig lidelse – men også spørgsmål om, hvem der i fremtiden bør tilbydes behandlingen, hvordan den kan supplere den eksisterende sorgstøtte, og hvilke etiske overvejelser der skal gøres, før en behandling som denne eventuelt kan tages i brug.
Det er spørgsmål, som vil kræve svar, efterhånden som forskningen udvikler sig. Allerede nu arbejder forskerne i Linköping på at forstå, hvordan hjernen bearbejder sorg – viden, som på længere sigt kan bidrage til nye måder at hjælpe mennesker, hvis sorg ikke længere heler med tiden.
Læs også:
Kan psykedelisk terapi lindre dødsangst? Ny forskning giver håb ved livets afslutning
– Om den første del af sorgprocessen: hvordan forskere undersøger muligheden for at lindre eksistentiel lidelse, når livet nærmer sig sin afslutning.
Kilder
Denne artikel bygger på videnskabelige studier, information offentliggjort af universiteter samt etableret nyhedsformidling.
Originalkilder findes nedenfor.
For mere information om studiet og kriterierne for deltagelse henvises til Linköpings Universitets informationsside.
