Sorgen begynder sjældent i det øjeblik, et hjerte stopper med at slå. For den, der passer en nærtstående i livets sidste fase, har processen ofte stået på i uger – nogle gange måneder – som en stille, udmattende forberedelse.

I en ny national registerundersøgelse fra Örebro universitet, publiceret i det videnskabelige tidsskrift Palliative Care and Social Practice, har forskere analyseret svar fra 563 pårørende i den specialiserede palliative hjemmepleje. Svarene viser en skarp modsigelse: Mens 99,1 procent af de pårørende angav, at de vidste præcis, hvor de kunne få akut hjælp, beskrev en stor andel de sidste dage som overvældende, ensomme og i nogle tilfælde uværdige.

Forskerne identificerede to fuldstændigt modsatrettede oplevelser af den samme situation: hjemmet som et trygt og værdigt sted at dø – og hjemmet som en udfordrende, isoleret og skræmmende arena.

Den ufrivillige koordinator

Når en alvorligt syg person får pleje i hjemmet, bliver de pårørende ofte til meget mere end bare familiemedlemmer. Undersøgelsen viser, hvordan pårørende i praksis tvinges ind i rollen som ufrivillige koordinatorer. Det handler om at tolke symptomer, håndtere praktiske opgaver og navigere mellem forskellige sundhedsindsatser i en periode med stor følelsesmæssig belastning.

Når den specialiserede indsats først er på plads, oplever de fleste en betydelig tryghed. Men i mellemtiden, i alle døgnets andre timer, efterlades mange pårørende i et eksistentielt tomrum, hvor de forventes at holde sammen på hele situationen. Særligt sårbart beskrives overgangen, når en ældre person udskrives fra hospitalet; tiden, indtil specialistteamet når at etablere sig i hjemmet, beskrives af mange som en periode, hvor man falder mellem stolene.

Ensomheden op til slutningen

Den største mangel handler dog om den sidste og afgørende kommunikation. Mange pårørende oplever i eftertid, at de ikke fik tydelig nok information om, at døden var nær.

Konsekvensen kan blive, at døden opleves som pludselig og chokerende – selv om sygdomsforløbet har været langt. For mange bliver den sidste tid efterfulgt af spørgsmål som: Gjorde man det rigtige? Burde man have forstået mere? Eller overså man noget vigtigt? Det er tanker og oplevelser, som kan præge sorgen i lang tid efter.

Sådan dør vi – og sådan sører vi

Undersøgelsens konklusion peger på noget, der står helt centralt, når man forsøger at forstå et tab: Manglende støtte og en følelse af utryghed under selve dødsprocessen kan føre til en længerevarende og dybere form for lidelse for familien efter dødsfaldet. Med andre ord: den måde, den sidste tid i hjemmet opleves på, påvirker direkte, hvordan den efterfølgende sorg tager form.

At miste nogen handler ikke kun om at håndtere tomheden bagefter. Det handler i høj grad også om at bære minderne om, hvordan det føltes, da livet sluttede.

Forskerne efterlyser nu en mere åben organisering og bedre uddannelse til hele teamet, så pårørende ikke blot bliver set som en ressource eller et praktisk hjælpemiddel, men som mennesker med et akut behov for guidning og ærlig information.

Hvis hjemmet skal kunne være det trygge sted, man håber på, kræver det, at dem, der står ved siden af, ikke skal føle sig som de mest ensomme mennesker i verden.


Om studiet

  • Deltagere: 563 pårørende deltog i studiet.

  • Database: Studiet bygger på data fra Svenska palliativregistret.

  • Publicering: Publiceret i 2026 i det videnskabelige tidsskrift Palliative Care and Social Practice.

  • Gennemførelse: Gennemført af forskere ved Örebro universitet.

  • Fokus: Undersøgte pårørendes erfaringer med specialiseret palliativ pleje i hjemmet i den sene palliative fase.

Kilde: Söderman, A. et al. (2026). A caring safety net or a broken shelter—Relatives’ experiences of specialized palliative home care: A national registry study. Palliative Care and Social Practice. Gengivet via Forskning.se.