AI kan både hjælpe mennesker med at håndtere sorg og skabe helt nye former for tab. Det er udgangspunktet for en artikel, som psykologerne Amy Jean Clark (CQUniversity Australia og University of the Sunshine Coast) og Olive Kit Ling Woo (University of Hong Kong) offentliggjorde den 4. september i OMEGA – Journal of Death and Dying.

Ikke en griefbot — men en relation, der slutter

I modsætning til griefbots og digitale mindesider, der simulerer en person, som allerede er død, handler dette om noget andet: relationen til selve AI-systemet. Forskerne kalder det AI companion bereavement — sorg efter en AI-ledsager.

En chatbot, der bruges dagligt til samtaler, selskab eller følelsesmæssig støtte, kan for brugeren udvikle sig til en relation med sin egen identitet og personlighed. Når tjenesten siden lukkes, hukommelsen nulstilles, modellen udskiftes i forbindelse med en opdatering, eller AI’ens “personlighed” ændres, kan den, der har opbygget relationen, opleve et reelt tab — ikke helt ulig en separation eller et dødsfald.

En undersøgelse fra 2024 beskrev, hvordan brugere af Soulmate, en af flere AI-apps, hvor brugerne kunne skabe deres egen digitale “partner” at chatte med hver dag, reagerede, da udvikleren lukkede tjenesten. Mange beskrev tabet som en bogstavelig eller metaforisk død. Den samme undersøgelse peger på et andet eksempel — Replika, en af de mest kendte AI-ledsagerapps, som i 2023 fjernede muligheden for visse former for intim kommunikation i en opdatering. Brugere beskrev, hvordan deres AI pludselig føltes “revet væk” eller forvandlet til en helt anden personlighed. (Link til undersøgelsen findes under kilder.)

Dobbelt utydelighed

Forskerne introducerer begrebet dual illegibility (“dobbelt utydelighed”) for at forklare, hvorfor denne form for sorg kan være særligt vanskelig at bære. Dels ved den sørgende ofte ikke helt, hvad der egentlig er gået tabt: Var det et dødsfald, en separation, en sletning, et svigt? Dels mødes sorgen sjældent med social accept — omgivelserne kan afvise den som latterlig, indbildt eller som et tegn på problematisk afhængighed frem for at anerkende den som et reelt tab.

Clark og Woo foreslår, at fænomenet bedst kan forstås i krydsfeltet mellem to etablerede sorgteorier: Pauline Boss’ ambiguous loss, som beskriver tab, hvor det er uklart, om nogen eller noget er væk eller stadig til stede, og Kenneth Dokas disenfranchised grief, som beskriver sorg, der ikke anerkendes eller får plads socialt.

Pointen er ikke at sidestille relationer til AI med menneskelige relationer, men at give klinikere og terapeuter et sprog til at møde en form for sorg, som ellers risikerer at blive afvist fuldstændigt.

Forskerne understreger samtidig, at en terapeut ikke behøver tage stilling til, om AI’en “egentlig” var virkelig eller bevidst, for at anerkende, at relationen — og dermed tabet — kan have været psykologisk virkelig for den person, der sørger.

Et nyt felt, men allerede mærkbart

Clark og Woos artikel er et konceptuelt bidrag snarere end en stor kortlægning af, hvor udbredt fænomenet er. De efterlyser selv yderligere forskning i, hvor mange der rammes, og hvad der gør nogle mennesker mere sårbare end andre. Men det materiale, de bygger på, blandt andet tidligere undersøgelser af, hvordan opdateringer af AI-appen Replika har ændret brugernes oplevede relationer, tyder på, at fænomenet ikke blot er marginalt.

Det rejser et spørgsmål, der rækker længere end forskningen: Hvis sorgen efter en AI-ledsager kan være psykologisk virkelig, hvad betyder det så for den måde, vi vælger at mindes og bearbejde tabet på?

Eftertids refleksion: er der plads til mindesider?

Det er værd at være tydelig om, hvad Clark og Woo faktisk hævder — og hvad de ikke hævder. De sidestiller aldrig sorgen efter en AI-ledsager med sorgen efter et menneskes død, når det gælder intensitet. Pointen i deres forskning er en anden: Sorgen kan være psykologisk virkelig, selv om den ikke ligner traditionel sorg, og den bliver ofte usynliggjort, fordi ingen tager den alvorligt.

Med det forbehold rejser fænomenet alligevel et spørgsmål, som forskerne selv kun berører: Kan der være plads til mindesider for mistede AI-ledsagere?

Studiet beskriver, hvordan mennesker allerede spontant søger mod onlinefællesskaber for at få deres sorg bekræftet af andre i samme situation — i praksis et tidligt kollektivt minderum, om end et decentraliseret et. Forskerne foreslår også, at platforme bør give brugerne mulighed for at eksportere eller bevare deres relationshistorik, inden større ændringer gennemføres. Det ligger måske tættere på en digital urne end en mindeside, men peger i samme retning.

Det, der gør spørgsmålet vanskeligere, end det umiddelbart ser ud, er en grundlæggende forskel fra en menneskelig mindeside. En mindeside for et menneske, der er død, er samlende — den inviterer et fællesskab ind, som delte relationen til den afdøde. En mindeside for en AI-ledsager ville være solipsistisk på en anden måde: Ingen andre havde den samme relation til præcis denne version af chatbotten, og der findes ikke noget naturligt fællesskab af sørgende at invitere ind.

Det virkelig nye spørgsmål er måske derfor ikke, om sorgen er legitim, men om en mindeside overhovedet kan udfylde sin funktion, når kun ét menneske i verden forstår, hvad der er gået tabt.