I en forskningsartikel af Karin Wenzelberg, publiceret via Göteborgs universitet, beskrives det, hvordan dødsannoncer gennem de seneste årtier er blevet stadig mere personlige. Symbolerne bruges nu i højere grad til at udtrykke den afdødes identitet frem for religiøs tilknytning.

Bag forskningen står Lena Rogström, lektor i svensk sprog ved Göteborgs universitet, og Catrin Norrby, professor i nordiske sprog ved Stockholms universitet. Sammen analyserede de mere end 1.000 dødsannoncer fra Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet og Hufvudstadsbladet fra årene 2019–2020.

Fra religiøst symbol til personlig fortælling

Da de første dødsannoncer begyndte at blive publiceret i 1800-tallet, var de små og tilbageholdende meddelelser. Først i midten af århundredet fik annoncerne den form, som stadig er genkendelig i dag: en indrammet annonce med navn, datoer, symbol og information om begravelsen.

Symbolerne var længe næsten udelukkende religiøse. Korset dominerede fuldstændigt, nogle gange sammen med davidsstjernen eller forskellige ordenssymboler. Men ifølge forskerne kom et vigtigt vendepunkt i 1976, da en dødsannonce blev publiceret med en blomst i stedet for et kors.

Siden da er udviklingen accelereret. I dag bruges symboler, som ofte afspejler den afdødes personlighed, erhverv, interesser eller livsstil. Det kan være alt fra sejlbåde og hunde til værktøj, vinglas eller emblemet for et yndlingshold.

– Det virker til, at det bliver stadig vigtigere at udtrykke den afdødes identitet i disse offentlige dødsannoncer, siger Lena Rogström i Karin Wenzelbergs artikel.

Forskerne beskriver også, hvordan nogle symboler er blevet så personlige, at de egentlig kun forstås af den nærmeste kreds. Et eksempel, der nævnes i forskningen, er en rygende kaffekop. For udenforstående kan symbolet virke svært at tolke, men for familien har det sandsynligvis haft en stærk og privat betydning.

Sorgen bliver mere personlig

Forskningen viser samtidig, at selve strukturen i dødsannoncerne har ændret sig overraskende lidt gennem de seneste hundrede år. Den typiske opbygning består stadig af symbol, navn, fødsels- og dødsdato, mindevers og information om begravelsen.

Men indholdet er blevet mere personligt og nært. Tidligere nøjedes man ofte med formuleringer som “slægt og venner”. I dag specificeres relationerne langt mere detaljeret. Svigerfar, bonusbørn, morfar og oldefar får stadig oftere plads i annoncerne.

Også sprogbrugen har ændret sig en smule. Ord som “elskede” bruges oftere end de mere formelle betegnelser fra tidligere, selv om begravelsesinformationen nederst i annoncen stadig præges af traditionelle formuleringer.

Ifølge forskerne kan udviklingen afspejle både ændrede familiestrukturer og et større behov for offentligt at udtrykke nærhed, tilhørsforhold og identitet.

Et offentligt minde om et privat liv

På trods af digitaliseringen af store dele af hverdagslivet lever dødsannoncen videre som en af de få familieannoncer, der stadig har en naturlig plads i morgenaviserne. Samtidig bliver også disse annoncer stadig mere personlige og identitetsbærende.

I mange svenske annoncer har korset gradvist måttet vige pladsen for symboler, som fortæller noget om, hvem personen var i livet – ikke kun at vedkommende er død. Det gør dødsannoncen til mere end blot praktisk information om en begravelse. Den bliver også et sidste offentligt portræt af et menneske.

Fra avisannonce til digitalt minde

Forskningen viser tydeligt, at behovet for at fremhæve det unikke menneske og den personlige fortælling er stærkere end nogensinde. Samtidig har det traditionelle format for dødsannoncer ændret sig overraskende lidt.

Måske er det derfor, at stadig flere minder og fortællinger i dag flytter videre til digitale rum. Her begrænses sorgen ikke af avisens spalter eller symbolbiblioteker, men kan vokse gennem billeder, musik, tekster og personlige fortællinger, som fortsætter med at leve videre længe efter, at annoncen blev publiceret.

Det siger noget om vores tid. Behovet for ritualer og offentlige afskeder er stadig stærkt, men måden, de kommer til udtryk på, er ved at forandre sig.

Kilde: Göteborgs universitet. Tekstgrundlag af Karin Wenzelberg.