I Göteborg planlægger den lokale begravelsesforvaltning at kunne jordbegrave op mod 30.000 mennesker, hvis en alvorlig krise eller krig skulle gøre det nødvendigt. På Gotland har ansatte i Svenska kyrkan øvet sig i at grave grave med håndkraft. Og i Roslagen har Svenska kyrkan sammen med det svenske forsvar og flere myndigheder trænet i at identificere, transportere og begrave personer, der under øvelsen forestillede faldne i krig.
Det er forskellige dele af den samme samfundsopgave: at kunne tage hånd om de døde, selv når vilkårene for det almindelige begravelsesarbejde ændrer sig grundlæggende.
Beredskab handler ikke kun om at redde liv. Samfundet skal også kunne tage hånd om dem, der dør.
Når det moderne samfunds hjælpemidler svigter
Nutidens begravelsesvæsen er afhængigt af en infrastruktur, som sjældent får opmærksomhed, så længe den fungerer. Grave graves med maskiner, krematorier benytter avancerede ovnsystemer, og afdøde opbevares i temperaturregulerede lokaler. Digitale registre dokumenterer, hvor mennesker bliver begravet.
Ved et omfattende strømsvigt, mangel på brændstof eller krig kan flere af disse funktioner blive påvirket samtidig.
Göteborgs begravningssamfällighet beskrev allerede i 2023, hvordan man forbereder sig på en sådan situation. Planlægningen omfatter blandt andet håndredskaber, personale og muligheden for at registrere begravelser på papir, hvis de digitale systemer bryder sammen.
Svenska kyrkans nationale niveau har efter samråd med den daværende svenske beredskabsmyndighed MSB anbefalet, at de ansvarlige for begravelsesvirksomheden bør have ekstra gravareal svarende til kistegrave til fem procent af befolkningen. Der er tale om en anbefaling, ikke et lovbestemt procentkrav.
For Göteborg svarer det til knap 30.000 mennesker. I marts 2023 anslog forvaltningen behovet til omkring 15 hektar beredskabsareal. I retningslinjerne for 2026–2029 beskrives arbejdet med at reservere sådanne arealer fortsat som igangværende.
Kan krematorierne fortsætte driften?
En central forudsætning i Göteborgs planlægning er, at begravelser skal kunne gennemføres også uden krematorier og gravemaskiner.
Men er det egentlig givet, at kremering må ophøre, når strømforsyningen afbrydes?
Det spørgsmål blev undersøgt i Kremation i kris och krig, en undersøgelse udarbejdet på opdrag fra Forskningsstiftelsen för krematorieteknik, som administreres af Sveriges kyrkogårds- och krematorieförbund (SKKF).
Ved forsøg i Norrköping, suppleret med sammenlignende test i Karlstad, undersøgte man, hvordan krematoriernes udstyr og kølefaciliteter fungerer under strømafbrydelser.
Under et 60 timer langt forsøg steg temperaturen i en testkiste fra 5,2 til 7,8 grader. På baggrund af resultatet vurderer rapportens forfattere, at det undersøgte opbevaringslokale sandsynligvis vil kunne klare et fuldstændigt strømsvigt på op til 72 timer uden yderligere foranstaltninger. Vurderingen bygger dog på et forsøg med blot én kiste.
Forsøgene viste også, at kremationsovnene kunne fortsætte driften med forholdsvis enkle tilpasninger af eksisterende nødsystemer. Men der var væsentlige begrænsninger. I ét forsøg blev røggasserne ledt uden om rensningsanlægget, hvilket ikke er tilladt efter miljøgodkendelsen. I et andet blev der anvendt fuld røggasrensning, men den manglende ventilation påvirkede arbejdsforholdene.
Flere støttefunktioner manglede desuden nødstrøm, blandt andet udstyr til behandling af aske og en kisteelevator. Forsøgene blev gennemført med vandmeloner i kisterne i stedet for afdøde, og begge krematorier havde ovne fra samme producent.
Undersøgelsen viser dermed muligheder, men ikke at krematorier generelt kan fortsætte med at fungere som normalt under en langvarig krise.
Rapportens forfattere anbefaler alligevel, at kremering skal være den primære løsning også under kriser, med jordbegravelse som reserveløsning.
Når beredskabet bliver til praktiske øvelser
Samtidig med at de tekniske muligheder undersøges, gennemføres praktiske øvelser.
Under det svenske forsvars øvelse Aurora 26, der fandt sted fra 27. april til 13. maj, deltog Svenska kyrkan sammen med politiet, Skatteverket og Plikt- och prövningsverket i en øvelse om krigsgravtjeneste i Roslagen.
Her trænede deltagerne i at tage hånd om personer, der forestillede faldne i en krigssituation, fra identifikation og transport til begravelse. Ifølge Svenska kyrkan var det første gang, at alle disse aktører gennemførte en sådan øvelse sammen.
Svenska kyrkan beskriver en ambition om, at hver falden person skal finde sit endelige hvilested på en begravelsesplads i sin hjemby. Samtidig gælder princippet om den nærmest mulige begravelsesplads ved krigsgravtjeneste, uanset religiøs eller anden baggrund.
På Gotland blev der den 8. oktober gennemført en anden form for beredskabsøvelse. Her fik ansatte fra menigheder i Visby stift mulighed for at øve sig i at grave grave med håndkraft, en færdighed, der kan blive nødvendig, når maskiner eller brændstof ikke er til rådighed.
Det, der i fredstid er en almindelig maskinel arbejdsopgave, kan under en krise igen blive hårdt manuelt arbejde.
Det sværeste spørgsmål er stadig ubesvaret
Der er en afgørende forskel på at håndtere et strømsvigt i nogle få døgn og at tage hånd om et stort antal afdøde under en langvarig krise.
Krematorieundersøgelsen peger selv på denne begrænsning. Muligheden for at fortsætte driften forudsætter, at antallet af afdøde ikke stiger dramatisk. Hvis mange mennesker skal tages hånd om samtidig, kan opbevaringskapaciteten blive den begrænsende faktor.
Derfor bør beredskabsarealer, nødstrøm og manuelle arbejdsmetoder også ses som dele af det samme beredskab frem for konkurrerende løsninger.
Spørgsmålet har desuden fået fornyet politisk aktualitet. I oktober 2026 foreslog den svenske regering at præcisere begravelsesloven, så de ansvarlige udtrykkeligt skal have en planlagt og bemandet krigsorganisation. Forslaget er endnu ikke vedtaget. Regeringen har også givet Statskontoret til opgave at gennemgå begravelsesvirksomhedens ansvar, styring og beredskab. Resultatet skal fremlægges senest den 27. maj 2027.
Hvor godt de forskellige dele af beredskabet vil fungere sammen under en langvarig krise med mange dødsfald, er fortsat et åbent spørgsmål. Dele af beredskabsplanlægningen kan desuden være omfattet af fortrolighed, hvilket gør det vanskeligt at få et fuldstændigt offentligt billede.
For selv når samfundet udsættes for sine største belastninger, består et grundlæggende ansvar: at tage hånd om de døde med respekt og værdighed, selv når vilkårene for det har ændret sig grundlæggende.